Praktik i Chania 5. uge

Der har været tryk på denne uge da der har været mange patienter ind og ud. De fleste der har været indlagt denne uge har været patienter med symptomer på pneumoni.
Patientkulturen er meget anderledes hernede. Hvis personalet gør det godt bliver de også belønnet for det af patienten og pårørende, bogstaveligtalt.
Der var en mand indlagt på stue 3 med urinvejsinfektion. Jeg var den første der var inde og hilse på da han ankom og derefter havde jeg min daglige gang på stuen.
Midt på dagen kan jeg godt lide lige at gå en runde og se hvordan det går på hver stue. Det er ikke altid at patienten vil ”belemre” os med hans problemer og behov. Det sker derfor ofte at patienten ikke ringer på klokken med mindre det er meget nødvendigt. Så når jeg går runden så er det oftest i mine øjne småting de behøver hjælp til men det kan betyde alverden for patienten (ryste en pude, hente lidt vand, spørgsmål om stuegang osv.).

På min runde kommer jeg selvfølgelig også forbi stue 3. Jeg sludrer lidt med ham og hans kone og ser til om de mangler noget. Da dagen kommer hvor han skal hjem kalder hans kone på mig og siger at han gerne vil sige farvel. Da jeg kommer ind på stuen får jeg stukket en 20 euro seddel i lommen. Jeg tager den op og giver den tilbage. Jeg fortæller dem at jeg bare gør min arbejde, men det er de ligeglade med. De syntes at jeg skulle have den for mit gode arbejde. Han siger at jeg fortjener den fordi jeg havde været meget opmærksom. Efter flere mislykkedes forsøg på at give den tilbage opgiver jeg og takker dem. Jeg synes i første omgang at det var totalt grænseoverskridende og jeg blev også forlegen over den åbenlyse anerkendelse. De 20 euro brændte i min lomme resten af dagen. Indtil dagen efter hvor oversygeplejersken får stukket 100 euro i hånden af en anden patients pårørende for vores gode pleje og omsorg. Selvom at de 100 euro blev givet til os alle har jeg ikke set skyggen af dem. Efter denne episode har jeg ikke længere dårlig samvittighed over at have beholdt de 20 euro 🙂
En anden patient vi havde inde var en dame på 102 år. Hun var lidt senil og hørte dårligt. Da hun ankommer til vores afdeling skal hun have anlagt urinvejskateter. Jeg og en læge går sammen ind til hende. Hendes tøj er beskidt og hulet. Der er en lugt af uvasket menneske og uvasket tøj. Lægen skal ligge kateteret og jeg skal berolige patienten og åbne sterile remedier for lægen. Jeg taler til patienten og holder hende i hånden og hun bliver mere rolig. Vi havde en ”connection” den dag og den holdte ved indtil hun skulle udskrives. Trods hun var senil så genkendte hun mit ansigt når jeg kom tæt nok på og så blev hun så glad. Lugten på stuen var ret invaderende og den blev ikke mindre i løbet af ugen hun var der. Det skal lige siges at patienter selv har tøj/nattøj med til opholdet og ikke får udleveret noget ligesom i Danmark. Da hun bliver udskrevet spørger hendes bror, som til dagligt bor sammen med hende (spøjs type på 80 med mandeparyk), om jeg ikke har lyst til at komme og hilse på hjemme hos dem. Så kunne vi sidde på balkonen og drikke te. Jeg glider pænt af på den og siger det kunne være hyggeligt men intet andet (med andre ord: not gonna happen). Konen på 102 vågner op af sin senile døs og siger til mig: ”du kommer og besøger mig ikke?”. Jeg får lidt dårlig samvittighed fordi at jeg ved at jeg ALDRIG vil sætte min fod i deres hjem. Nogle dage efter udskrivelsen kommer hendes spøjse men flinke bror op til os med en hel bradepande fyldt med en sirupskage af fillodej og vaniljecreme (svær og indviklet græsk dessert). Hjemmelavet. En utrolig sød og meget græsk gestus til os og en anerkendelse af vores arbejde.
På trods af at jeg har boet hernede i 5 år, så er det egentlig først nu at jeg fundet ud af hvor meget jeg holder af den græske mentalitet og medmenneskelighed. Selv på en hospitalsafdeling kommer man hinanden ved både personale og patienter men også patienterne og pårørende imellem.