Der har været tryk på denne uge da der har været mange patienter ind og ud. De fleste der har været indlagt denne uge har været patienter med symptomer på pneumoni.
Patientkulturen er meget anderledes hernede. Hvis personalet gør det godt bliver de også belønnet for det af patienten og pårørende, bogstaveligtalt.
Der var en mand indlagt på stue 3 med urinvejsinfektion. Jeg var den første der var inde og hilse på da han ankom og derefter havde jeg min daglige gang på stuen.
Midt på dagen kan jeg godt lide lige at gå en runde og se hvordan det går på hver stue. Det er ikke altid at patienten vil ”belemre” os med hans problemer og behov. Det sker derfor ofte at patienten ikke ringer på klokken med mindre det er meget nødvendigt. Så når jeg går runden så er det oftest i mine øjne småting de behøver hjælp til men det kan betyde alverden for patienten (ryste en pude, hente lidt vand, spørgsmål om stuegang osv.).

På min runde kommer jeg selvfølgelig også forbi stue 3. Jeg sludrer lidt med ham og hans kone og ser til om de mangler noget. Da dagen kommer hvor han skal hjem kalder hans kone på mig og siger at han gerne vil sige farvel. Da jeg kommer ind på stuen får jeg stukket en 20 euro seddel i lommen. Jeg tager den op og giver den tilbage. Jeg fortæller dem at jeg bare gør min arbejde, men det er de ligeglade med. De syntes at jeg skulle have den for mit gode arbejde. Han siger at jeg fortjener den fordi jeg havde været meget opmærksom. Efter flere mislykkedes forsøg på at give den tilbage opgiver jeg og takker dem. Jeg synes i første omgang at det var totalt grænseoverskridende og jeg blev også forlegen over den åbenlyse anerkendelse. De 20 euro brændte i min lomme resten af dagen. Indtil dagen efter hvor oversygeplejersken får stukket 100 euro i hånden af en anden patients pårørende for vores gode pleje og omsorg. Selvom at de 100 euro blev givet til os alle har jeg ikke set skyggen af dem. Efter denne episode har jeg ikke længere dårlig samvittighed over at have beholdt de 20 euro 🙂
En anden patient vi havde inde var en dame på 102 år. Hun var lidt senil og hørte dårligt. Da hun ankommer til vores afdeling skal hun have anlagt urinvejskateter. Jeg og en læge går sammen ind til hende. Hendes tøj er beskidt og hulet. Der er en lugt af uvasket menneske og uvasket tøj. Lægen skal ligge kateteret og jeg skal berolige patienten og åbne sterile remedier for lægen. Jeg taler til patienten og holder hende i hånden og hun bliver mere rolig. Vi havde en ”connection” den dag og den holdte ved indtil hun skulle udskrives. Trods hun var senil så genkendte hun mit ansigt når jeg kom tæt nok på og så blev hun så glad. Lugten på stuen var ret invaderende og den blev ikke mindre i løbet af ugen hun var der. Det skal lige siges at patienter selv har tøj/nattøj med til opholdet og ikke får udleveret noget ligesom i Danmark. Da hun bliver udskrevet spørger hendes bror, som til dagligt bor sammen med hende (spøjs type på 80 med mandeparyk), om jeg ikke har lyst til at komme og hilse på hjemme hos dem. Så kunne vi sidde på balkonen og drikke te. Jeg glider pænt af på den og siger det kunne være hyggeligt men intet andet (med andre ord: not gonna happen). Konen på 102 vågner op af sin senile døs og siger til mig: ”du kommer og besøger mig ikke?”. Jeg får lidt dårlig samvittighed fordi at jeg ved at jeg ALDRIG vil sætte min fod i deres hjem. Nogle dage efter udskrivelsen kommer hendes spøjse men flinke bror op til os med en hel bradepande fyldt med en sirupskage af fillodej og vaniljecreme (svær og indviklet græsk dessert). Hjemmelavet. En utrolig sød og meget græsk gestus til os og en anerkendelse af vores arbejde.
På trods af at jeg har boet hernede i 5 år, så er det egentlig først nu at jeg fundet ud af hvor meget jeg holder af den græske mentalitet og medmenneskelighed. Selv på en hospitalsafdeling kommer man hinanden ved både personale og patienter men også patienterne og pårørende imellem.

Jeg var syg hele sidste uge og var derfor ikke på klinikken. Så  vil jeg skrive lidt om 3. uge på min afdeling.  Jeg er ved at falde til og alle ved hvem jeg er, og de er blevet vant til mig. Det er rart. Det betyder til gengæld også at der bliver forventet mere af mig og det kan godt give mig lidt præstationsangst. Jeg må bare tro på at jeg godt kan det og ikke blive frustreret når der er noget jeg ikke forstår.

Alle der arbejder på klinikken bliver tilbudt et helbredstjek med blodprøver, røntgen af lunger, undersøgelse af afføring og urin, kardiogram osv. helt gratis (hernede ville det være en dyr omgang da alt er selvbetaling). Jeg kan informere jer om at jeg er sund og rask 😀

Jeg skal snart skrive en opgave hvor jeg skal reflektere over en observation, handling  eller andet. Jeg har tænkt på at skrive lidt om noget så “simpelt” som et sengebad. Et sengebad er faktisk slet ikke så simpelt som det lyder. Der er mange ting man skal have med i overvejelserne når man hjælper en patient med bad i sengen. Der er selve måden man gør det på og de hygiejniske principper man skal følge for at undgå evt. infektioner og opnå mest renlighed. Et princip som jeg altid følger og som er meget enkelt er “fra ren til uren”. Udover selve handlingen er et sengebad også en enestående mulighed for at bruge det kliniske blik og se patienten som en helhed.

Desværre på min afdeling  virker det ikke som om de har lært om hygiejniske principper og grundlag for hvorfor  man f.eks starter oppefra  og ned (“fra ren til uren” princippet) ved et sengebad. På min afdeling  bliver  det udført på en måde der er hurtig og nem for sygeplejersken men på ingen måde er organiseret, hensigtsmæssigt for patienten eller reflekterende. Mangel på reflektion ses  f.eks ved at der  bliver brugt en svamp (som en opvaskesvamp) til at vaske patienten med. Jeg ville ikke umiddelbart synes det ville være behageligt at blive vasket med sådan en. Udover det er det heller ikke optimalt for ældre mennesker der ofte har tynd pergament hud.

Jeg tænker altid på hvordan jeg synes det ville være at blive vasket af andre. Det ville være  ekstremt grænseoverskridende og ubehageligt. Sådan vil alle vel have det vel? Ved sygdom kan denne blufærdighed forværres fordi ens krop  føles mærkelig og forkert.  Derfor er det vigtigt at sundhedspersonalet sørger for at gøre sengebadet til noget der bliver gjort med respekt og opretholdelse af patientens integritet. Disse ting er  enormt vigtige for mig  og derfor er det svært at se på når alt dette ikke bliver overholdt, og at der på ingen måde bliver reflekteret over handlingen. Dette er noget jeg vil gå mere i dybden med i min opgave.

De er rigtig søde og jeg er glad for at være der og vi er på mange punkter ens i vores tilgang til patienterne og så er der bare nogle punkter hvor vi ikke kunne være mere forskellige. Stof til eftertanke.

Nå, det var lidt hernede fra. Jeg undskylder for stavefejl osv. men jeg er lidt træt.

God aften 🙂

Det har været nogle gode men hårde dage. At lærer et fagsprog på et andet sprog er virkelig svært selvom at jeg taler det flydende. Det er som om at starte fra scratch både hvad angår fagkundskaber og sprogmæssigt. Derudover har jeg været syg siden dag 1 så det har gjort det hele lidt stramt. Men mine kollegaer er rigtig søde og de er gode til at forklare og fortælle når jeg ikke helt forstår, men det er endnu mere rart at de taler til mig som jeg er en af dem og så må jeg selv spørge ind når der er noget jeg ikke helt har fanget, ligesom det ville ske hjemme i Danmark. Der er allerede lavet en vagtplan for hele februar og jeg har studiedag hver mand.

På min afdeling er der 7 stuer. 3 enestuer og 4 tomandstuer. I starten af gangen ligger der et lille afsnit hvor intensiv patienter bliver lagt hen for observation, intensive care unit. 

Hver patient bliver ved indlæggelse tildelt en læge, men lægerne på klinikken har ikke et kontor på selve stedet og kommer derfor dryssende som det lige passer dem, en anelse stressende for sygeplejerskerne kan jeg fornemme!

Derudover er klinikken en privat klinik og det er brugerbetalt. Det bliver sygeplejerskens job at holde styr på alt hvad der bliver brugt til patienten for at kunne skrive det på en fremtidig regning. Det føles som en mærkelig blanding mellem et hotel og et hospital. Patienterne er kunder, og vi skal sørge for at kunderne er tilfredse og ikke klager. Det er lidt svært at vende sig til.

De har plakater hængende med information med håndhygiejne, men det virker ikke som om de bliver brugt. Derudover har jeg fået én uniform til hele forløbet jeg så selv skal vaske. Sygeplejerskerne køber selv deres uniformer som de også selv vasker hjemme. Dette strider totalt imod de hygiejniske principper jeg har lært, men hvad kan jeg gøre hvis det er sådan deres system fungere?

En anden ting jeg har haft det svært med er deres forhold til tavshedspligt og diskretion. Rapportering sker bagved skranken ude på gangen. I princippet kan alle lytte med, både hvad angår diagnose og fremtid pleje. Totalt grænseoverskridende at sidde og tale om så private sager på vegne af en patient på en gang hvor der både går rengøringsfolk og pårørende. Lægerne gennemgår også deres patient med sygeplejersken ude på gangen! Personalet har intet andet sted at sidde end bag skranken. Der er intet aflukket mødelokale/opholdsrum til medarbejderne og hvis man vil spise eller drikke noget sker det i medicinrummet.

Nå det var lidt fra min første uge på patolgisk afdeling.